De processer jeg bruger, er processer jeg har lært og udviklet videre på, gennem min egen udvikling gennem livet.

Mit formål er, at være katalysator for genskabelse/ skabelse af glæde til-, livskraft fra-, nysgerrighed på-, og undring i livet som en lang levende transformativ legende udviklende proces.

Og jeg er specielt taknemlig for, at have denne mulighed for at fordybe mig i krop, sind, sjæl og hjerte dynamikken.

De sidste 17 år har jeg været så privilegeret, at jeg har kunne deltage intensivt på forløb, undervisning og uddannelse ved:

-Richard Moss “Radical Aliveness”, “Deepening program”  m.m. USA

-Gabrielle Roth´s 5Rhythms, USA

-Open Floor v./Andrea Juhan, Australien

-Teatersport

-Kreativ platform, Århus Universitet

-Otto Scharmer “Teori-U”

-Arwana Hayashi “Presencing Institut” og 3 årig “Master program in Social Presencing Teather” (Otto Scharmer),

-Og gennem de sidste 20 år har kvantefysik og epigenetik været store inspirationskilde.

Hvornår det hele startede er et stort spørgsmål, for jeg ved det ikke men måske startede de bevidste spor i 1986 hvor jeg var på det første dramahøjskole forløb i Kolding. Et forløb på 1/2 år der på en måde blev afsæt til min første ”rigtige” uddannelse, som var plejehjemsassistent. I det job blev jeg meget nysgerrig på, hvordan det kan være at vi mennesker siger ja, når vi faktisk mener nej.

Hvordan kan det være at vi kan syntes enige og lavet en aftale, og når vi når  “skyllerummet” er der bestemt ikke enighed længere ? Hvordan kan det være at mennesket syntes at skabe alliancer grundet i uenighed og søge anerkendelse og fællesskabet af den vej?

Jeg forstod ikke hvorfor fællesskab blev søgt gennem negative holdninger, synspunkter og uenigheder. At det syntes som om det var en foretrukken strategi, i stedet for påskønnelse af hinanden.

Og endnu mere nysgerrig blev jeg, når jeg så oplevede at lederen tog ansvar for uenigheden og bragte den i tale og åbnede op for en debat omkring uenigheden. Når det skete så var der ingen der sagde noget. I hvert fald var ingen indstillet på at tage ansvar og sige ” jeg talte om det, fordi…” …

Det var så interessant at jeg besluttede at dykke ind i det relationelle felt.

Min pædagogiske nysgerrighed var vagt og blev til en uddannelse inden for pædagogik med fokus på relationer, samarbejde og kommunikation.

Specielt var min nysgerrighed på, hvordan vi kan samarbejde på en måde, hvor vi er ærlige, troværdige, har tryghed og tør være autentiske.

Mine spørgsmål gik meget på: Hvad er det der driver mennesker til denne form for sammenhold/fællesskab? – Hvad er de betingelser der skal til for at fastholde en sådan adfærd?- og omvendt hvad vil transformere denne adfærdsform?

Det førte mig videre til: Hvordan kan der arbejdes bevidst med det fællesskab alle syntes at søge, nemlig anerkendelse og accept, at tilhøre et fællesrum og være autentisk i det?

Og endnu vigtigere : Hvordan kan vi være autentiske mod os selv og anerkende os selv for de kvaliteter og nuancer der gør os hver især så fantastiske unikke, perfekt uperfekt og enestående?

Hvordan kan vi nå til et sted i os selv, hvor vi kan forbinde os med os selv, det højere selv vi virkelig er og bringe det ud i livet?

I flere år arbejdede jeg med at forstå hjerne, den måde vi tænker på, sammenligner på, tolker på og forstår på. De, end ikke bevidste, overbevisninger og strategier vi lever vores liv efter. Hvordan kan de blive synlige for os, så vi har mulighed for ændringer?

Jeg dykkede ned i NLP og strategier. Tog NLP-MasterPractitioner og supervisor uddannelse og arbejde med klienter gennem flere år.

At arbejde med overbevisninger og tankestrategier fik mig til at stille spørgsmål om tid og processer. Er der mon en nemmere vej uden om sindet? En hurtigere vej til at opnå mere glæde, livskraft og synkronisitet på? En vej der gør det nemmere at “slippe” hæmmende overbevisninger, rutiner og ubevidste handlinger.

Ikke bare et quick fix, men noget der virkelig gav mening og løft i livskvalitet. Så vi hurtigere kunne opnå mere glæde i dagligdagen.

Mine spørgsmål satte yderlig fokus på mit eget liv og betød at jeg måtte foretage nogle valg.

Jeg havde personligt ændret mig og de ændringer førte til at jeg måtte kigge på mit eget liv. Mine egne omgivelser, adfærd, evner, værdier, identitet og visioner. Spørgsmålet til mig selv blev: Er jeg selv klar til at justere mit liv så det blev kongruent med min vision, mine værdier?

En proces, hvor jeg måtte give slip på store dele af min egen identitetsopfattelse, min tryghed og stabilitet for at åbne endnu mere op for mine værdier min vision. Bevægelsen førte mig fra et sted i mit liv til et andet. Det var ikke længere muligt at slippe den vision jeg havde, det ville være som at sige farvel til min sjæl. Der var “indre Storvask” på programmet.

Ny veje betød nye muligheder og der åbnede sig døre rundt i Danmark, hvor jeg fik lov at undervise i den pædagogiske verden inden for det felt mit hjerte virkeligt brændte for ; Relationer og udvikling. Og en uddannelse som Marte-Meo terapeut blev mit nye fokus punkt: De anerkendende relationer.

Det stoppede ikke der. Det førte mig blot videre til forståelse af neuronerne og sanseapparatet.

Jeg blev nysgerrig på kroppen og uddannede mig til Bindevævsmassør nærmere specifikt ALT-ansigtsløftningsteknik, fordi jeg pludselig forstod hvordan spændinger i bindevæv kunne være med til fastholde tankemønstre. Forstod at spændinger i bindevævet kunne påvirke stresshormonet cortison og dæmpe niveauet af dopamin og serotonin vores lykke-stoffer.

Det var interessant, hvordan tanker på den måde er en del af kroppen og kroppen er en del af tankerne. Og det der muligvis er det største forbindelsesled i det er vores nervesystem. Sympaticus og parasympaticus.

Jeg fulgte workshop og retreats med Richard Moss, USA, både i Danmark, Frankrig og Sweitz for at lære hvordan hjerne/ tankerne kunne stilne og omkodes så vi oplevede mere af det der giver os vitalitet og lyst.

Radicall Aliveness og bevidst nærvær gennem en fysisk tilstedeværelse i nuet.

Her blev jeg introduceret for flere forskellige bevægelsesmeditationer og bl.a. 5Rhythms.

Jeg blev bevidst om at hjernen ikke selv kunne ændre noget hurtigt og “alene”. For at forandre skal vi bruge vores forbindelse ud til verden også. Nemlig den sansende og registrerende krop.

Jeg begyndte bevidst at arbejdet med kroppens intelligens og vores bevæg apparat.

Søgte metodikker der, sammen med refreming og genopdagelse af strategier, kunne bringe os endnu tætter på essensen af vores væren, vores autencitet og det fællesskab vi søger

Via arbejdet med mindfullness, dans, bevægelse og strategier forstod jeg pludseligt, det næste styringssystem: vores sjæl eller hjerte. Vores dybeste længsler og højeste ønsker. Vores forbindelse til os selv og omverden.

5Rhythms gav mig en mulighed for at komme tilstede i kroppen, lige her og nu. At slippe sindets tankestrukture og åbne op for hjertet og viljen. At åbne til det kollektive fællesskabende rum. Det blev min bevægelses meditation. Min daglige praksis.

Mit spørgsmål ændrede sig og rettede sig mere mod dagligdagens praksis igen.

Det blev mere som : “Ja Ja det er godt alt sammen, men hvordan kommer jeg videre. Hvordan får jeg viden og erfaring med vejen fra en smuk fantastisk værenstilstand og ud i gøren, ud i dagligdage og mødet med andre? Hvordan kan denne værenstilstand blive en gøretilstand uden at midste sin kraft.”

Jeg stod selv et sted i livet, hvor jeg flere gange havde “smagt” på denne værenstilstand, men oplevet at den forsvandt i hverdagens gøren og laden.

Jeg kendte min længsel og viste at det var noget dyrebart og værdifuldt, blot var jeg ikke i stand til at omsætte det i daglig praksis så meget som jeg ønskede.

Jeg ønskede at finde en måde, hvor jeg kunne beholde denne fredfyldte tilstand i mødet med hverdagens krav og tilbud, udfordringer og tilpasninger så roen ikke langsomt forsvandt væk fra mig igen.

det tidspunkt i mit liv havde min undervisning inden for det pædagogiske felt ført mig til en ledende stilling som uddannelsesleder inden for Dagtilbudsområdet.

Jeg var et sted i mit liv hvor jeg have karrieremæssigt succes, et job hvor jeg tjente rigtigt mange penge. En “Fed” bil med alt i udstyr. Et stort hus og alt hvad der høre til og jeg var bare ikke længere lykkelig. Mit liv var ikke længer mit.

Jeg endte i en tilstand af apati og opgivenhed. Oplevede at jeg var deprimeret og gråd labil. Jeg var brændt ud og syntes ikke længere at livet gav mening. Jeg havde miste gnisten.

En tilstand, der havde eskaleret over to år på trods af at jeg mediterede, dansede, var på retreate o.s.v.

Da tilstanden var på sit højeste og jeg følte mig ude af stand til at handle, skete der pludseligt en dag noget skelsættende inden i mig.

En morgen oplevede jeg et fysisk, meget tydeligt “Crack” inden i. Som når et bjerg revner.  En dør åbnede sig i sindet og solen, farverne, fuglene, himlen, græsset, dufte trådte frem i stærk intens farvestrålende glans. En voldsom varme og fornemmelse af et JA TAK fyldte mig.

Det var en intens oplevelse af noget rigtigt, og straks efter begyndte tingene at ændre sig. Jeg så klart hvad jeg måtte gøre, ikke som en nødvendighed men mere som en stærk lyst.

Jeg måtte slippe alt, det var et absolut must. Alt tilknytning til alle mennesker. Selv dem der havde været en del af mit liv gennem flere årtier, til min partner, gamle venner, huset jeg var medejer af og mit job. Alt blev nulstillet, på nær min kontakt til min søn.

Jeg kunne kun gøre hvad dette syn havde vist mig. Når jeg ikke fysisk eller mentalt gjorde noget i forhold til det jeg var blevet vist, faldt jeg i søvn. Kunne ikke være oprejst.

Så mine dage blev lagt i en stram struktur af denne “energi”, dette “syn”. En ret hurtig proces. Faktisk tog det kun 5 uger fra “synet” til den næste rejse startede, -og jeg gik ud på min første lange vandring.

1000 km. og 6 uger senere var jeg blæst helt ind i kroppen ind i væren. Gjorde kun noget når jeg mærkede et klart ja eller nej. Et måske betød “afvent nærmere”. Meget stilhed og harmoni inden i. En tilstand der blev intenst hos mig i flere måneder efter. En værenstilstand og en dyb tillid til livet. Så meget kærlighed løb gennem mig. Ikke til nogen eller noget. Blot til livet. En dyb taknemmelighed af at være.

Jeg oplevede spørgsmål og svar af helt specielle karakterer. Jeg oplevede en dyb ro inden i på trods af voldsom turbulens og “ikke-vide” hvad der skete på det ydre plan.

Nogle dage tvivlede jeg, på om den ro jeg oplevede var ægte. Om jeg mon var blevet følelseskold. Og straks fik jeg visning for at det ikke var sandt. Min empati og mit hjerte var fuldt åben over for “det ægte udtryk”.

Jeg mærkede tydeligt forskel på ego struktur og sande autentiske struktur og min opsamling af mit liv startede.

Alle brikker i mit liv var lagt foran mig, og det var som jeg skulle finde nye måder at sætte dem sammen på igen. Og kun samle det der passede til hinanden, til formen, til essensen.

Noget fra mit gamle liv, og som jeg havde sagt farvel til, havde ændret sig i form og passede sammen med mig igen, andet og andre var der ikke længere tiltrækningsenergi på.

Tit har jeg sammenlignet den proces ” at samle livet igen” som når vi går en tur ned gennem strøget. Sommetider møder vi nogen vi blot hilser på, andre stopper vi op for at snakke lidt med og atter andre følges vi lidt længere med. Blot for at skilles et eller andet sted hen af vejen da vi hver især har forskellige mål eller intentioner med turen. Måske mødes vi igen, hvem ved. Men det møde vi har er ægte.

Jeg skrev og skrev i denne tilstand, uendelig meget kreativitet væltede ud af mig. Digte, prosa og poesi. Den ene indsigt afløste den anden. Årsag og sammenhæng opløste sig og udfoldede uendelige visioner. Det var ordløst. Jeg malede og redigerede billeder. Viste ikke hvad dagen bød ind med men oplevede en intens dyb forbundethed og fællesskab med den energi der bevæger sig i livet.

Jeg fik ideer til forløb og workshop der kan bringe mere livsglæde og harmoni ind i livet. Inspiration til, hvordan livet kan formes så vi er i samklang og synkronisitet med livet.

Jeg forstod vigtigheden af at anerkende og være tilstede lige her hvor vi er i livet. Det er vores unikke start punkt og kun ved at acceptere det der er, kan vi bevæge os autentisk.

Det autentiske, har rod i det usynlige sociale rum hvor vi alle er en. I det ligger autentiske bevægelser, der ikke stammer fra os alene, heller ikke de andre men skabes ud af intetheden, det formløse.

Det er at kontakte det formløse, det der endnu ikke er synligt og give det form, give det et udtryk så det bliver synligt. Bevægelser der opstår fordi energi bevæger sig på den måde. De bevægelsesmønstre der ligger i at kontakt feltet, ikke blot mellem os mennesker men det endnu større felt: Ma. Det tomme rum eller “limet” som holder alting sammen. Det intuitive kollektive felt.

Når vi åbner op for vores sind, hjerte og vilje til at være totalt tilstede i nuet uden tanker om retning eller mål. Når vi slipper vores Jeg-identitet, vores lille selv, åbner vi op til dette fantastiske informative felt; det store Selv

Pludselig gik det op for mig  at hvis jeg mixede alt min viden og erfaring. Alt min læring og træning fra både Richard Moss, 5Rhythms, Teori – U og Social Presencing Theater havde jeg metoder og redskaber, at give til andre der selv stod et sted i livet hvor de stillede sig selv disse vidunderlige refleksive spørgsmål om meningen med deres liv.

Flere nye forløb blev skabt og blandt mange, de to jeg udbyder nu,

”Transformation – tryghed i forandring ” og ”Beyond mind – words from the empty space”.

Disse forløb er skabt til at synkronisere sind, hjerte, vilje og sjæl så livet, der leves, er et autentisk udtryk af det der giver den dybeste mening og resonans for den enkelte. I forløbene bruges kroppen til at give det form, at gøre det synligt. Ved at spørge ind og strukturerer processen på denne måde gives der en bevidst retning til vores hjerne, en vej at følge, – lidt lige som et navigationssystem. For at få en vejvisning, bliver navigatorer nød til at vide, hvor vi er og hvor vi gerne vil hen og så fortæller/viser den os retningen. Kroppen er her og nu. Sjælen/hjertet fortæller vores dybeste ønsker for livet og hjernen er stemmen der fortæller, hvilken veje vi skal følge.

Det Tomme Rum viser os hvordan vi bevæger os fra startsted hen i transformation til slutsted. Det er synliggørelse af processen og åbningen ind til sjælens højeste potentiale i samarbejdet med livet i sin helhed.

Kroppen viser hvem vi fysisk er, gennem udtryk formidles vores autencitet, vores følelser, vores behov, vores blinde pletter og ubevidste mønstre.

Sindet eller hjernens opgave er at strukturere, skabe overskuelighed, analysere og sammenligne med fortilfælde det som vi via vores krop, vores sanser, oplever af omverden. Dette for at sikre vi kan overleve.

Altså: kan vi være trygge i det der sker eller skal vi foretage en anden handling.

Vores hjerte eller vores inderste, sjælen,  er vores dybere indsigt, vores fællesskab på et metaniveau. Herfra kan vi få indsigt og bevidsthed om, hvad der i virkeligheden betyder noget. Hvad vi er her for.

Når vi kontakter dette sted bliver selv vores hjerne lyttende. Den vil gerne instrueres i en retning.

Dette sted, som også er NUét, er det sted hvor vi finder meningen og d ingredienser vi ønsker i livet.

Det er i bund og grund ikke ny bil, hus, job, mand.

Der er noget der er bagved drivende, noget som er endnu vigtigere for os. når vi spørger hjertet/sælen handler det oftes om, lykke, fred, kærlighed, ro, harmoni.

Når dette niveau fanges ind og bliver det vi navigere efter, det vi vie os til, det vi forpligter os til, det vi forbinder os til, giver vi også hjernen en retning at gå, at opleve at analysere, tolke og behandle dater efter. Det er samarbejde i harmoni.

Fra dette sted, lytter vi bagved det der sker til et punkt, hvor vi kan møde hinanden i en anden relation af samhørighed.

Fra dette sted oplever vi fællesskabet og kærligheden til livet.

Fra dette sted er vi åbne og modtagelige for det der er lige nu.

Fra dette sted ser vi hinandens autencitet, ægthed og væren.

Og fra dette sted er der nærvær, annerkendelse og forbindelse findes den dybe forbindelse mellem mig og dig.

En bærende relation,  -Glæde og livskvalitet

Vejen derhen, starter med at vide hvor vi er, hvem vi er, hvad vi ønsker, hvad vi vælger.

Når vi ved det, åbner vi for en modtagelse af andre, en forståelse for andre som resonere med et større felt. Større end den enkelte. Større end gruppen. Større end der hvor vi til daglig befinder os.

Vi resonerer med nuèt. Helheden. Fra det perspektiv lære vi, at vi er en celle i en større organisme. Og vores intention flytter sig fra “whats in it for me?” til ” hvordan kan jeg bidrage til det fælles bedste?”. Vi flytter os fra Ego til helheden. Vi flytter os til et mere tilladende, rummene, sted. Som ikke handler om hverken dig eller mig, men handler om helheden. Alt der er. Og en forståelse for at vi er en del af det, ikke adskildt, ikke uundværlig, ikke alene. Men en del af noget meget større. Så stort at vi kun kan fornemme en lille mikroskopisk del af det. Men vi er en del af det.

Det giver glæde og livskvalitet

Og det er mit bidrag og invitation til dig.

Tilbage