Igår aftes, efter dansen i Odense, sad vi nogle stykker sammen, drak en kop te og snakkede lidt. Vi kom ind på emnet vejrtrækning og åndedræt

Det hellige åndedræt, at trække ånden ind. At åbne sig til noget der er større end ens lille selv. At åbne sig til det store Selv og lade det føre bevægelsen.

Det fik mig til at tænke tilbage på en særlig oplevelse jeg havde med 5Rhythms i Holland tilbage i 2009. Denne oplevelse “udvidede” mig, til at møde verden på en anderledes ny måde.

“En særlig tilstand af ingen grænser.

Ingen begyndelse eller ende. 

Former opløses.

Subjekt – objekt forsvinder. 

Grænsen mellem dig og mig opløses, 

Der er kun ét tilbage

-En væren i bevægelse.”


Det var i en dans med 2 mænd.

Alene det faktum, at det var 2 mænd jeg pludselig dansede med, var, i sig selv, skræmmende for mig.

Mit liv har handlet meget om, at finde en vej til at forbinde mig til andre mennesker. At have tillid til mennesker. Til at mennesket ville mig noget godt, så jeg turde at være tilstede i min krop, at trække mit vejr.  Et stærkt forsvar der holdt mig totalt distanceret fra andre -og her blev jeg bevæget ind i en dans med 2 mænd.

Tanker om køn, kvinderoller og manderoller. Hvad vil de?.

Tanker om sexualitet og libido kørte rundt i mit hoved. Modstand og grænser var meget tydelige for mig.

På trods af tankerne, oplevede jeg mig selv blive nærmest hypnotisk draget ind i denne dans.

Vi var på gulvet, og vi endte helt nede på gulvet, i en flydende sammensmeltning af bevægelse.

I det registrerede jeg pludselig, at jeg ikke viste, om det her var min arm, om det var min fod, om det var mine hænder.

Jeg kunne ikke mærke grænsen eller adskillelsen mellem det, der normalt var min krop og de andres. Vi blev til én bevægelig organisme uden adskillelse.

Den dans viste mig opløsningen. Opløsningen mellem tanker om subjekt og objekt. Opløsningen af adskillelsen – og i den opløsning en befriende tilladelse til at være.

I den tilstand var der stadig en bevidsthed. Jeg registrerede bevidst denne opløsning alt imens vi bevægede os, og trods denne bevidsthed forblev vi stadig som én bevægelse.

Bevidstheden trak mig ikke tilbage til mig selv,

Bevidstheden betød ikke, at jeg differentierede mig fra dem, tværtimod opstod der en ekstrem varme og livsgnistrende flydende magnetisme der bevægede os. Det var en anden slags bevidsthed end  “normal” bevidsthed.

Dansen fortsatte til den, eller den energi der bevægede os, naturligt stoppede. Den stoppede da der ikke var mere i det og vi bevægede os væk fra hinanden.

Jeg var meget berørt af oplevelsen, og trods jeg ikke forstod og var meget forbavset, viberede hele min krop af taknemmelighed. Mit hjerte flød over af taknemmelighed, og min krop gjorde bevægelser som jeg slet ikke vidste fandtes, alting var legende let.

Jeg blev bevæget af noget større, noget andet og der var blot et stort rungende JA inden i.

En tilstand af, at være den fjer forårsvinden blidt pustede til. At være fuglen, der lader vindene bære den. At være overfladen af vandet på havet, der følger de strømninger og bevægelser som er, både fra dybet og fra luften.

En tilstand af altomfavnende tilfredshed, glæde og taknemmelighed. En tilstand af legende, levende, åndende symfoni skabt af alt.

En nærmest transparent oplevelse af at være hel, at vi er én -vi er alt hvad der er.


Den dans og det møde, “gav” mig en bevidst åbning til en anden tilstand. Den gav mig en “ny” måde bevidst at møde verden på.

Den tilstand, kan jeg vælge at opleve i hverdagen ved at åbne op og blive bevidst om sansemæssige møder i alle former for bevægelser; når jeg går, når jeg sidder, når jeg tørrer min krop efter bad, når jeg reder håret, når jeg vasker op, når jeg åbner døren, når jeg ….. Det er et møde, hvor det udenfor kroppen flyder sammen med kroppen eller er det omvendt?. “Vi” bliver til én, og bevægelse bliver nærmest en hellig handling.


De momenter, timer, dage, er mit hjerte, min sjæl og krop fuld af taknemlighed og idag er en af de dage.

På vej op af trappen blev min opmærksomhed draget ned i fødderne og det særlige møde mellem mine fødder og gulvet.

Virkelig at mærke, at sanse, gulvet.

Gulvet der åbner sig og tager imod min fod. Min fod der åbner sig og tager imod gulvet. Og taknemmeligheden ruller gennem mit system.

Jeg føler taknemmelighed i mine fødder når de møder gulvet. Taknemlighed over, hvordan gulvet modtager min fod

Jeg føler taknemlighed når jeg tager min frakke af. Føler mine hænders taknemlighed over, at sanse frakken, og min krops taknemmelighed for den måde den bringer velvære og komfort i min krop

Jeg føler taknemlighed, når jeg hænger håndklædet tilbage. Mit hjerte føler taknemlighed for håndklædets blødhed og texture.

Jeg føler taknemlighed for mit hår, når min hånd rører det. Taknemlighed over den måde, det folder sig rundt om mit hoved og for den lethed det ligger sig om mit hoved, mine øre og skulder.

Jeg føler taknemlighed for min hud, når min hud et sted møder min hud et andet sted på min krop. Taknemlighed for den måde den former og beskytter min krop på.

Jeg føler taknemlighed når jeg ligger min penslen på bordet. Taknemlighed for hvordan den blødt og fint tjener mit maleri.

Jeg føler taknemlighed når jeg dypper penslen i malingen. Taknemlighed for den måde malingen tager imod penslen og lader sig suge ind i hårene.

Jeg føler taknemlighed af så mange grunde og på så mange måder, at ord ikke kan udtrykke det.

Jeg er dybt taknemlig for livet, og den måde jeg er i verden og tjener det på.


På den måde er bevægelse en spirituel praksis for mig. Det er via bevidsthed i bevægelse, at det åbner sig

Det  “giver” ikke til mig som person, noget ydre, noget materielt.

Der ændres ikke på de ydre omstændigheder. De er som de er.

Men praksissen giver det, der måske virkeligt betyder noget; Opløsning af adskillelse. Mødet.